Hvad betyder det, at noget er bedst for barnet?

Når den gode mor er blevet defineret, også i forskning, bliver hun først og fremmest set for hendes funktion, og det som er “bedst for barnet”. Men hvem definerer egentlig, hvad der bedst for barnet? 

Det er svært at stille sig kritisk overfor argumenter, der fastholder deres position gennem det der er “bedst for barnet”, fordi enhver indvending risikerer at blive læst som et angreb på barnets tarv.

Hvad der er “bedst for barnet”, særligt når det tager udgangspunkt i forskning, bliver ofte set som en neutral, universel og endegyldig sandhed, også selvom forskningen har udviklet sig over tid, og rummer modstridende idéer og fund, om hvad børns trivsel egentlig afhænger af. Alligevel omsættes de her foranderlige indsigter ofte til nogle endegyldige normer, som særligt mødre forventes at leve op til.

I det virkelige liv som mødre, kan det opleves om at navigere i en total nuanceløshed - enten er “det bedste for barnet” noget man følger, eller svigter. Meget af det som mødre oplever som frygt for svigt, er en afspejling af, den moralske værdi der knytter sig til normerne om “det bedste for barnet”, uden at tage højde for vores faktiske liv.  

På den måde bliver “det bedste for barnet” ikke kun en kærlig vejledning, men en målestok, som mødre konstant bliver målt, og måler sig selv op imod, ofte på bekostning af deres egen trivsel. 

At stille spørgsmålstegn ved argumenterne, handler ikke om at negligere at børn har behov for omsorg, men om at få øjnene op for, at hvem og hvordan disse behov imødekommes, har en social, økonomisk og politisk kontekst.

 Det handler også om at få øje på, hvordan de er blevet fortolket og brugt til at legitimere bestemte forventninger til mødre - forventninger, der ofte regulerer, discipliner og begrænser mødres handlemuligheder, snarere end at støtte dem.

Når mødres vilkår ignoreres, reduceres moderskab til en idealiseret praksis, som fremstilles som sund fornuft men bliver umulig at leve op til, og mødres erfaringer, dømmekraft og behov negligeres og usynliggøres. 

At stille spørgsmål til disse idealer er ikke det samme som at afvise, at børn har behov, men at forstå moderskab som noget levende, nuanceret og mangfoldigt, der skal defineres med udgangspunkt i mødres virkelige liv.