Den gode nok mor er ikke godt nok

…for mødre!

Du har sikkert hørt det: du behøver ikke at være en perfekt mor, du kan sagtens være en god nok mor. 

 Begrebet stammer fra den britiske børnelæge og psykoanalytiker Donald Winnicott (f. 1896), der gennem observationer af mor-barn-relationer konkluderede, at det nærmere er mere skadeligt end godt, når en mor forsøger at være perfekt i sin omsorg for barnet.

Så hvorfor er det ikke godt nok?

 Er det ikke netop det, der frigør os fra perfektionisme?

 At vi godt må være … “gode nok”?

 
Winnicott åbner et vigtigt rum ved at sige, at moderen ikke skal være perfekt. Den “gode nok mor” må godt fejle, være frustreret og gradvist trække sig. Hurra for det!
Men hos ham er det stadig begrundet i barnets udviklingsbehov. Moderens grænser eller utilstrækkelighed ses kun som værdifulde fordi de hjælper barnet til at udvikle sig, og ikke som værdifulde i sig selv.

Og det er et kæmpe problem!

For selv i den mere generøse version af moderskabet findes der stadig kun ét menneske i teorien: barnet. 

På de 7 år, jeg har arbejdet med mødre, har jeg også iagttaget dette i et mønster:

 Kvinder mangler en referenceramme for moderskabet, der også inkluderer dem som hele mennesker, der har egne tanker, følelser, behov og impulser.

 Det betyder, at de enten søger fagpersoner, der bekræfter dem i, at de gør det godt nok, eller at de dagligt kæmper med dårlig samvittighed, skam og utilstrækkelighed, når de mærker sig selv som mere end en funktion.

 Og de spørger altid: hvilken konsekvens kan det have for barnet?, også selv når det vitterligt handler om, at få noget søvn og noget at spise.

Fordi i den verden, de lever i, er deres menneskelighed en trussel for barnets trivsel. I den verden, de lever i, oplever de ikke, at de har en egenværdi i sig selv.

 Det er ikke, fordi barnets udvikling eller behov ikke er vigtige.

Problemet er den subtile dehumanisering, der finder sted, når man som kvinde ophører med at eksistere som et menneske i egen ret, fordi man er blevet mor. Problemet er, når vi forsøger at tackle mødres mistrivsel med begreber, der ikke er udviklet til at se på hende som et helt menneske, men som et redskab. 
Problemet er at det er så normaliseret, at selv de fagpersoner der er sat i verden for at hjælpe mødre, overser det.  

“Den gode nok mor” møder måske mødre halvvejs ved at bekræfte dem i, at de ikke behøver at være perfekte.

 Men det rykker ikke ved status quo, eller bliver ikke til reel empowerment af hende som et erfarende og handlende individ. 

I stedet bliver den ene regulerende ramme udskiftet med en anden, mere blød én, men stadig en, der placerer magten udenfor hende selv.

 Potentialet for støtte, der ikke blot lindrer men transformerer, forbliver uforløst.

Det er derfor, vi har brug for et matricentrisk perspektiv. 

Tiden er inde til en ny og mere helhedsorienteret tilgang til moderskabet.