Bio & CV

Da jeg gik i fødsel for første gang i mit liv, en varm septemberdag i 2018, havde jeg en oplevelse af at døren til mit liv, som jeg kendte det, blev smækket hårdt i bag mig, uden forvarsel på det, der ville komme. På den anden side af fødslen fandt jeg mig selv i et tåget ingenmandsland, som jeg betrådte med skælvende skridt, og en følelse af at min sjæl ikke havde indhentet min krop og fysiske virkelighed. Forestillinger om moderskabet som noget naturligt, og mig selv som den gode mor, som jeg havde været spundet ind i siden jeg var en lille pige, hang over mig som en hånende fatamorgana, mens jeg famlede i blinde efter noget jeg kunne forstå eller genkende. I efterskælvet skyllede bølger af dyb skam og utilstrækkelighed over mig, og hver eneste dag føles som at forsøge at svømme uden redningsvest, på et åbent uroligt hav.

Det var ikke kun søvnmanglen, gråden og den traumatiske fødselsoplevelse, der føltes som et chok for mit system. Det var også mødet med de fagpersoner, der var sat i verden for at passe på mig og min baby, der skabte yderligere desorientering. Der var skemaer, grafer, anbefalinger, befalinger og bekymrede blikke. Der blev talt om mig, selv når henvendelsen rettede sig direkte til mig, mens jeg følte mig som en maskine, der skulle levere, uanset om jeg lå på briksen hos jordemoderen, eller om jeg demonstrerede min tilknytning til min baby foran min sundhedsplejerske. At møde sundhedspersonale blev til en performance, mere end et ærligt møde der reelt gavnede mig, og da jeg endelig gav slip på overkompensationen foran en psykolog flere år senere, oplevede jeg endnu engang en fagperson, der hverken havde den indre kapacitet til at rumme den dysregulation jeg kom med, eller en tilstrækkelig viden og kompetencer til at møde mig på det åbne hav.

Dette er min historie, men jeg ved at der er tusindvis og tusindvis af mødre der kan spejle sig i min beretning.