Når mødre brænder ud er det ikke en individuel fejl…

men et kollektivt spejl.

Det handler sjældent om manglende fleksibilitet, forkerte valg eller utilstrækkelig indsats fra den enkelte mor, selvom de fleste kvinder jeg møder i min praksis, altid og uden undtagelse spørger mig: “Hvorfor kan jeg ikke bare klare det? Hvordan gør alle andre?”.

Mødre aldrig haft så rig adgang til information og værktøjer, og muligheder for at gøre “alt det rigtige", engagere sig, og tage stilling til deres moderskab. De kortlægger deres nervesystem, tager stilling til institutionsvalg og børnopdragelse, den mad de serverer for deres børn, og reflekterer over deres værdier og drømme for livet.

Og alligevel er kvinder med små børn statistisk set mere udsatte for at udvikle stress og depression. 

Som fagperson er det svært ikke at bide mærke i, hvor ensomme, isolerede og udbrændte mange mødre føler sig, og hvor mange fortællinger, problematikker og oplevelser, der gentager sig på tværs af kvinder, familier og kontekster.

Kravene om at komme sig hurtigt, rumme døgnet rundt, uden at vise tegn på utilfredshed, og fungere effektivt, både på arbejdsmarkedet og i hjemmet.Forestillingerne om at moderskab burde fuldende os i sig selv, og at mødres trivsel altid står i modsætning til børns trivsel.Systemer, der måler, vurderer og optimerer, men sjældent giver plads til den dybe, eksistentielle transformation, moderskab er.

Det fortæller mig at vi mangler et fælles sprog  på kryds og tværs af fagligheder, for det som alle mødre oplever bag hjemmets fire vægge, og som er større end den enkelte kvinde.

Som fagpersoner risikerer vi at blive en del af problemet, hvis vi kun arbejder på individniveau.
  

For når strukturelle vilkår oversættes til personlige udfordringer, bliver det moderen, der skal tilpasse sig vilkårene, også når vilkårene er urimelige - i stedet for at rammerne, fortællingerne, systemerne og forventningerne, der skal udfordres. 

Selvom mange fagpersoner forstår, at der er en sammenhæng mellem individ og samfund, har de færreste haft mulighed for at studere hvordan moderskab er blevet formet historisk, kulturelt og politisk - og hvad det gør ved kvinder i praksis. Så mange dygtige fagpersoner, som har en uddannelse i at arbejde med mennesker, har aldrig fået adgang til et fælles sprog, for det som alle mødre oplever bag hjemmets fire vægge, og som er større end den enkelte kvinde.
 

At arbejde udelukkende med individet er ikke neutralt.
Det er en faglig position, som, ofte ubevidst, kan komme til at reproducere de samme vilkår, som skaber mistrivslen til at begynde med.