Der er en forskel mellem “moderskabet" og at "mødre”

Moderskabet er en idé, en rolle og et sæt forventninger, som vi bliver født ind i. At mødre, som verbum, er det, vi faktisk gør, når vi drager omsorg for børn. Skellet mellem motherhood og mothering stammer fra Adrienne Rich, og det er en god nøgle til at forstå, hvorfor så mange mødre føler sig udhulede af noget, der ellers skulle være meningsfuldt. En måde at forstå dette skel er:

Moderskabet er en rolle vi performer.
At mødre er at relatere.

Moderskabet er betingelsen.
At mødre er praksissen, under betingelsen.

Moderskabet sætter lighedstegn mellem en mor og en kvinde.
At mødre kan varetages af alle, der har en etisk forpligtelse og kapacitet til at drage omsorg for børn.

Moderskabet er en ideologi, et system af idéer, regler og antagelser om, hvordan en kvinde bør forvalte rollen som en god mor.
At mødre er en dybt personlig praksis, som er betinget af vores unikke ressourcer, livsvilkår og muligheder.

Moderskabet er noget, vi lærer gennem socialisering.
At mødre er noget, vi lærer gennem erfaring.

Moderskabet er intellektualiserende og ekspertdrevet.
At mødre er kropsligt forankret sensitivitet.

Moderskabet er en patriarkalsk institution.
At mødre rummer potentialet for frigørelse.

I moderskabet er rollen som "en god mor" piedestaliseret, men kvinden, der skal varetage rollen, er usynliggjort.

Som en orm, der udhuler æblet indefra, gnaver, suger og tygger det patriarkalske moderskab sig ind til kernen. Det, der starter som et ønske om at gøre og være den bedste ved at spille efter moderskabets regler, ender med at udhule vores indre reservoir af ressourcer og dræne vores vitalitet, bid efter bid.

Når moderskabet vokser sig større end den enkelte mor, kan vi opleve:

• At vi bogstaveligt talt føler os som en skal af os selv, med en udhulet midte.

• At vi lukker om os selv og dømmer andre mødres måder at gøre tingene på ligeså hårdt som vi dømmer os selv

• At vi ikke siger nej, når vi mener nej, eller slet ikke registrerer, at vi har et nej, og at alle de uudtalte nej'er forvandler sig til bitterhed og fortørnelse over for dem omkring os, inklusive os selv.

• At enhver autentisk følelse, længsel og ethvert behov, der strider imod idealet om den gode mor, fortolkes som en utilstrækkelighed, der dømmes hårdt af en indre kritiker, som aldrig bliver tilfreds.

• At frygten for at fejle og misbruge vores magt som mor bliver en blind passager, der overtager styringen, fx gennem minutiøs kontrol og regulering af egen og andres adfærd.

Men moderskabet har ikke det sidste ord. Når vi begynder at skelne mellem rollen og praksissen, åbner der sig nye handle- og mulighedsrum. Her kan vi begynde at mærke, hvor vores grænser går, og give os selv lov til at eje vores nej'er. Vi kan lade vores længsler og behov være information i stedet for bevis på, at vi ikke slår til. Og vi kan vende tilbage til kroppen og til hinanden som valide kilder til viden og forståelse.